The Eath er en klodset, men ambitiøs regiedebut for Barinholtz og giver en blisterende satirisk undersøgelse af den moderne politiske kløft.
Komiker / skuespiller Ike Barinholtz prøver sig på at instruere en spillefilm for første gang på The Oath, en original film, som han også skrev og producerede. The Eath blev yderligere bakket op af tre af de samme producenter, der arbejdede med den Oscar-vindende Get Out og sommerens kritiske skat BlackKkKlansman, hvilket er desto mere bemærkelsesværdigt, da Barinholtz's projekt (som disse film) udfolder sig som en "social thriller", der kombinerer dyster humor med spids sociopolitisk satire. Barinholtz's egen indtræden i den voksende undergenre er ikke så stærk som nogen af disse film, men det er en bemærkelsesværdig debut alligevel og har meget fingeren på tidsånden. The Eath er en klodset, men ambitiøs regiedebut for Barinholtz og giver en blisterende satirisk undersøgelse af den moderne politiske kløft.
Begivenhederne i The Eath sættes i gang, når den amerikanske regering annoncerer planer for The Patriot's Eed, en ed af loyalitet over for landets præsident, at dens borgere tilskyndes, men ikke kræves, til at underskrive. De, der accepterer "The Eath", tilbydes et skattefradrag som incitament, med fristen for at underskrive er udløbet ti måneder efter den første meddelelse - mere specifikt dagen efter den næste Thanksgiving, alias. Black Friday. Det er tilstrækkeligt at sige, at den liberale politiske nyhedsjunkie Chris (Barinholtz) og hans lige så progressive kone Kai (Tiffany Haddish) ikke er interesserede og nægter at overveje at tage "The Eath" fra start.
Efterhånden som fristen nærmer sig, og regeringen begynder at indsætte officerer fra Citizens Protection Unit eller CPU (en off-shoot fra Department of Homeland Security) for at imødegå det voksende antal protester mod "The Eed", begynder flere mennesker at hule sig ind og underskrive, snarere end at risikere at skade dem selv og deres kære. Chris nægter ikke desto mindre at springe ud i spørgsmålet, selv ved at vide, at det vil føre til øget spænding (det vil sige endnu mere spænding end der allerede er) mellem sig selv og resten af hans familie over Thanksgiving-middagen. Men ikke engang Chris er forberedt på, hvor intens dette års feriesamling bliver.
Barinholtz's script til The Oath starter som en Twilight Zone-esque social satire, før den derefter udvikler sig til en mørk komedie om en familie samlet til Thanksgiving under sin anden akt og i sidste ende bliver til en single-location thriller i sin sidste tredjedel. For det meste lykkes filmen dog at skifte organisk fra en undergenre til en anden og undgår at føle sig episodisk i sin overordnede struktur. Eeden er ligeledes effektiv til at etablere sin ildevarslende, men alligevel uovertrufne tone fra starten, hvilket gør det muligt for den glat at skifte fra at være akavet sjov til komisk forfærdende i resten af sin fortælling. Det er en udfordrende strækvandring, men for det meste lykkes det Barinholtz og hans samarbejdspartnere at holde deres balance og undgå at give seerne følelsesmæssig piskesmæld i processen.
Fra et teknisk perspektiv gør The Ode ligeledes et prisværdigt job med at bringe sine lavbudgetprocedurer til liv på en filmisk engagerende måde. Mens Barinholtz's film mangler det glatte tekniske blomstrer, som film som Get Out og BlacKkKlansman bragte til bordet, har den bestemt en egen idiosynkratisk stil - en, der inkluderer komisk forbudende (og gigantiske) undertekster samt dramatiske musikstykker af komponisten Bret "Episk" Mazur, der er lige så fjollet-skræmmende i deres præsentation. Filmens film af DP Cary Lalonde (et første assistentkamera på The Cabin in the Woods og flere X-Men-film) gør lignende brug af stramme kameravinkler for at skabe en stadig mere kvælende atmosfære, da dens plot bliver mørkere og mørkere. Sammen,disse elementer forbedrer kun den bitre satiriske smag, som The Oath klart går efter yderligere.
Selvom Barinholtz her strækker sine vinger videre som historiefortæller end skuespiller, leverer han alligevel en respektabel sjov-dramatisk vending som Chris, en lidenskabelig fyr, der alt for ofte undlader at opretholde sin ro, når det kommer til at tale politik. The Eath gør også et godt stykke arbejde med stille at henlede opmærksomheden på, hvordan Chris (som en hvid mand) nyder sociale privilegier, som hans sorte kone ikke har, og dermed er mere tilbøjelig til at skyde munden af i de samme situationer, hvor Kai ved, at hun har at holde et lige hoved for hende og hendes families skyld. Som et resultat får Haddish vist mere af sin dramatiske rækkevidde som skuespiller her, mens hun samtidig sætter sine veletablerede komedikoteletter i passende brug, når scenen kræver det. Mens Barinholtz og Haddish er The Oaths største attraktion af relaterede grunde,dets medvirkende medlemmer (som inkluderer Carrie Brownstein, Chris Ellis, Nora Dunn, Meredith Hagner og Barinholtz 'virkelige bror Jon) får alle deres øjeblikke til at skinne som medlemmerne af Chris' familie og / eller deres betydningsfulde andre.
Desværre ender The Oaths første halvdel med at blive mærkbart stærkere end sin anden. Mere specifikt begynder filmen at løbe ind i problemer efter Chris og Kais (helvede) Thanksgiving-middag er afbrudt af et par CPU-agenter - nemlig den rimelige agent Peter (John Cho) og den grænseløs uhæmmede agent Mason (Billy Magnussen). I sidste ende skriver The Oath sig selv i et lille hjørne og undlader at løse sine forskellige plot / karaktertråde og større temaer uden at ty til nogle skin-fisted plot-vendinger undervejs. Filmen undgår heldigvis at gå helt ud af skinnerne, men dens undertekst og den sociale kommentar om, at den gik til vind, forvirrede ikke desto mindre - hvilket resulterede i en konklusion, der føles for praktisk i betragtning af alt, hvad der kom før den.
Selv med disse fejltrin lykkes det dog Barinholtz at holde landingen med The Oath og dermed få sin filmkarriere i gang på en respektabel tone. Da The Eath bruger mere af sin energi på at undersøge nutidig politisk diskurs og mindre på at komme med åbenlyse referencer til virkelige politikere (selvom der selvfølgelig er paralleller mellem filmens univers og vores egne), kan det endda give nogle katarsis til dem filmgæster, der er i humør til noget åbent politisk underholdning. Samtidig skal det bemærkes, at Barinholtzs satire overhovedet ikke viger væk fra at udforske ubehagelige sociale udvekslinger og familiære interaktioner (se igen, sammenligne Get Out og BlacKkKlansman). I den henseendedem, der er interesserede i at se The Oath, vil måske nærme sig det som en testkørsel til deres egen Thanksgiving-sammenkomst senere på året.
ANHÆNGER
The Oath spiller nu i udvalgte amerikanske teatre. Det er 93 minutter langt og er klassificeret som R for sprog igennem, vold og noget stofbrug.
Fortæl os, hvad du syntes om filmen i kommentarfeltet!
Vores vurdering:
3 ud af 5 (Godt)