Følgende inkluderer SPOILERS til Black Panther.
Black Panther har allerede ændret superheltfilmspillet og slå rekorder til venstre og højre, selvom en af dens mest samordnede påvirkninger måske er på X-Men.
Der er mange grunde til, at popkulturakademi, seriøs tegneseriejournalistik og en hel del professionelle i tegneserier selv har tendens til at se skæve på de sjældne fandomsklager, at denne eller den anden bog er "blevet for politisk", eller at visse tegn ikke burde bruges til at "tvinge en dagsorden", men det mest fremtrædende har tendens til at være, at sådan naysaying flyver i lyset af mediets historie. Mens det til tider er mere eksplicit end andre, er forestillingen om at bruge superhelttegneserier som et fortællingsfartøj til at udforske og promovere (eller fordømme) vigtige spørgsmål på dagen lige så gamle som tegneserierne selv - ja, selv ældre i betragtning af så meget af superheltlitteraturen stammer fra den politisk ladede "pulp-æra" af sci-fi og fantasy-historiefortælling.
De mest berømte eksempler vil være velkendte for enhver fan af genrenes historie: Supermans skabere gennemsyrede hans oprindelseshistorie med elementer fra deres egen jødiske baggrund og indrammede hans bedrifter som et ideal for den amerikanske indvandrerhistorie; Wonder Woman's skaber (som dramatiseret i den nylige biografiske professor Marston & The Wonder Women) forestillede sig hende som en standardbærer for hans revolutionerende syn på køn, seksualitet og feminisme; den oprindelige 1960'ers inkarnation af Iron Man var Marvel Universes vigtigste antikommunistiske Avenger; Spider-Man medskaberen Steve Ditko oprettede en hel liste over helte til Charlton Comics (inklusive Blue Beetle og The Question) dedikeret til at fremme sin tro på objektivistisk moral-filosofi.
Denne side: X-Mænds store salgsargument er politisk
Side 2: Black Panther har tacklet X-mænds politik (og gjort det bedre)
X-mænds store salgssted er politisk
Men når det kommer til social retfærdighedsmetafor, kan få ejendomme røre ved Marvels X-Men. Idéen om helte, hvis særlige evner gjorde, at de mennesker, de var anklaget for at beskytte frygt eller endda hader dem, blev bagt ind i Marvel Universes fortælling næsten fra begyndelsen, men de mutante karakterer var i en klasse alene. Oprettet af Stan Lee og Jack Kirby midt i den sociale omvæltning i 1960'ernes borgerrettighedsbevægelse, blev seriens oprindelige gode / onde scenarie indrammet omkring konkurrerende svar på mutanterne selv som metaforer for andre forfulgte mindretal i den virkelige verden: Professor Xaviers X-Men bruger deres færdigheder til at bekæmpe kriminalitet til dels for at demonstrere, at mutanter ikke blot var "sikre" men samfundsmæssigt gavnlige, mens Magneto "Brotherhood of Evil Mutants"var militante, der søgte at vælte den menneskelige civilisation og styre den.
Ganske vist var metaforen aldrig helt perfekt; husk aldrig, at den fælles stenografi af Xavier og Magneto som stand-ins for Martin Luther King og Malcom X i 2018 føles som en offensivt grotesk overforenkling af dikotomien i begge mænds ideologier (især i broderskabets ende, siden Black Militant) bevægelser fra æraerne havde tendens til at fokusere på samfund / kvarterforsvar og selvforsyning snarere end væbnet oprør), superhelte-sammenhængen mudrede punktet noget; af alle de utallige grunde til, at race, religiøse og seksuelle / kønsminoriteter har fundet sig marginaliseret i USAs historie, har "frygt for overmenneskelige evner" ikke været en af dem. Men konceptet viste sig at være frugtbart for senere at tage materialet på sig for at vise større dybde, ligesom Chris Claremont's "God Loves,Man Kills "historie og X-Men filmens live-action-film 'mere eksplicitte paralleller til LGBTQ-rettighederne kæmper op til og med at rollebesætte den fremtrædende homoseksuelle aktivist Ian McKellan som Magneto.
Og selvom det er sandt, at ikke alle X-Men-historier har centreret dette særlige aspekt af karaktererne som hovedfortællingsfokus, har det en tendens til at være det vigtigste, der adskiller dem fra andre superhelthold. Som sådan har det været stærkt forventet blandt nogle fans, at hvis og når karaktererne kommer "hjem" til Marvel Cinematic Universe (efter den stadig igangværende erhvervelse af 20th Century Foxs film- og tv-aktiver fra Disney Corporation), ville dette fortsætte med at være tilfældet for at hjælpe dem med at skille sig ud fra The Avengers eller The Guardians of the Galaxy. Men Marvel selv kan have kompliceret anvendeligheden af den pågældende fortælling på en uventet måde - nemlig at lade den nyudviklede superstjerne-instruktør Ryan Coogler gøre Black Panther til den mest politisk ladede kassekontor i nyere hukommelse.
Side 2 af 2: Black Panther har tacklet X-mænds politik (og gjort det bedre)
1 2